Forge of Empires anmeldelse – Fra stenalder-skure til rumalder-rabalder: Hvor mange klik kan du holde til?

Forestil dig, at SimCity og Civilization fik et barn sammen – og det barn blev vild med mikrotransaktioner og sekskantede slagmarker. Det er Forge of Empires i en nøddeskal. Du starter ud med et par primitive hytter og indsamler mønter og forsyninger hvert femte minut. Forskning åbner for nye bygninger og sender din by videre til næste tidsalder – bronze, jernalder, kolonitid, you name it. Hver epoke roder godt op i din teknologitræ, militærstyrke og ikke mindst hvor meget plads, du råder over.

Velkommen til Stenalderen: Dine Første Forvirrede Klik

Første dag. Jeg glor ned på et stykke græsplæne med to telte og noget, der ligner et lejrbål, som grafikeren opgav halvvejs. Klassisk stenalder. Min mission? Forvandle den her forblæste campingplads til et imperium. Jaja, vi prøver.

Introduktionen giver mig en bygningsmenu og siger pænt: “Byg en hytte.” Jeg placerer skidtet. Byggeriet klarer sig selv på et par sekunder. Herligt! Indtil den æder min eneste ledige befolkning. Og der står jeg så – nul arbejdere, ingen bygninger, kun en ensom hytte og en portion skam over min livsstil.

Det er dén følelse, du skal vænne dig til. Du rammer en grænse, prøver at fikse det – og rammer næste mur. Hvis du bygger for hurtigt, siger økonomien stop. Tager du det for roligt, sidder naboen allerede og fyrer portvin ned i Jernalderen. Alt koster: mønter, forsyninger, plads ... og også lidt værdighed.

Smedepoint, diamanter og ventetidens nådeløse tyranni

Alt i Forge kører på smedepoint. Du får ét i timen. Dem brænder du af på teknologi, opgraderinger, handler. Det er spillets benzin, men serveres med øjestipper.

I starten hygger du dig: Brug et par point, fifl lidt rundt, vinder måske et slag – og lukker ned. Men derefter? Glem det. Har du lyst til bronze-våben? Det koster 16 point. Ikke nogen på lager? Kom tilbage i morgen eller noget.

Diamanter? Klart. Du får lidt i begyndelsen – her, 50 for en quest. Lækkert. Men bygningen du faktisk gerne vil have? 250 diamanter. Ekspres-forskning? 1.000. Den lille gratis prøve? Det var bare en smagsprøve. Rigtigt frækt.

Jeg holdt stand. Virkelig. Men så blinkede Jernalderen til mig klokken 03 om natten, og jeg købte for en halvtredser. Videnskabeligt eksperiment, naturligvis. Ingen stolthed her.

Slagsmål for begyndere: Sekskanter, spyd og lærepenge

Lad os snakke kamp. I de fleste spil trykker man “auto-fight” og tager en lur. Her skal du selv på banen: Rigtige sekskanter. Rigtige runder. Rigtige små fejl.

Mit første slag? To spydmænd og et ønske mod en flok vrede stammefolk. Jeg flyttede lidt rundt, ramte ikke rigtigt, stak ud – men det var overraskende tilfredsstillende. Senere fatter man mere: Bueskytter kan nå langt, kavaleri galoperer udenom, katapulter eksploderer bare ved at man tænker på dem.

Der er faktisk dybde, hvis man gider. Auto-kamp kan spare dig for klik, men den virkelige styring får du manuelt. Ulempen? Tropper er dyre – kræver tid og ressourcer at træne. Mister du dem, kan du vente pænt. Så jeg blev kræsen: Kun kampe, jeg virkelig troede jeg kunne vinde.

Spillet belønner klogt spil – men det er allergisk overfor fejl. Én fjollet manøvre, og du reparerer i flere dage. Jeg har slettet veje i ren panik.

Med i et broderskab: Velkommen til matematiksekten

Cirka seks timer inde låser du op for guilderne. Jeg forestillede mig lidt hygge-coop – lande i et Excel-regneark med guider og regnearks-krigere. Skemaer. Timere. 1999-forumstemning. Halvdelen af rådene handlede om bygninger, jeg aldrig havde hørt om.

Men ved du hvad? Det virker!

Nu handler det ikke bare om at bygge. Du investerer. Du pumper smedepoint ind i andres store bygninger og scorer profit, hvis du gør det smart. Den bygning, alle snakker om? Buen. Den omdanner hjælpsomhed til ren pointmaskine. På en måde.

Men! Du skal bruge noget fra Fremtiden for at bygge den. Jeg stod stadig og kogte kartofler i en lergryde. Så jeg gik i gang: Byttede alt, tiggere meldte sig, lavede handler uden at forstå dem. Til sidst fik jeg samlet nok sammen.

Da Buen endelig stod klar, gik det stærkt. Smedepoint væltede ind. Resten begyndte at hænge sammen. Det der gilde, der lignede en regnskabssekt? Det føltes faktisk lidt som hjem. Der er et økonomisk sim gemt inde bag det hele. Jeg forstår stadig ikke helt hvorfor, men det virker.

Så mange opgaver, så lidt tid (og tålmodighed)

For at holde dig fanget smider Forge events efter dig hurtigere end du kan sige klikke-fest. Sommerkarnevaller. Efterårsbagerier. Fodboldkonkurrencer. Alt sammen med bygninger, du nok pludselig ikke kan leve uden.

Lyder sjovt. Det er det også! Men ... det er også lidt meget.

Du bliver kaldt ind konstant: Løs en quest, klik lidt rundt, opgrader noget. Om to timer? Samme tur igen. Nogle er lette: Saml mønter, vind en kamp, klik på en høne. Andre går all-in: “Brug præcis 47 smedepoints, byg tre smedjer, og klap naboens hund.” Tæt på i hvert fald.

Jeg begyndte at smuglogge på mobilen mellem møder – bare lige et hurtigt klik for at holde streaken i live. Det greb om sig. Det slog mig: Forge handler ikke kun om at bygge imperier. Det handler om at bygge rutiner. En slags eventyrkalender – bare med flere sværd og mere indre stress.

Fra mudderhytter til rummirakler (og den glubske, konstante panik)

Efter et par dage lignede min by noget fra et klippe-klistre-kursus gone wrong. Stråtage tæt op ad futuristiske veje. Templer med sci-fi-lys. En gedefigur midt i det hele. Men det virkede – sådan cirka.

Jeg havde fået sløjfer op at køre, point nøje timet og ti-trins planer klar. Følte mig genial.

Så kiggede jeg på ranglisten.

Det viser sig, at andre har byer, der ligner verdensnationer. Alt maxet ud. Rumteknologi. Buen oppe i tårnhøje niveauer. Mit selvværd røg på ferie.

Gjorde jeg noget forkert? Burde jeg have bygget hurtigere? Fået flere point? Købt flere diamanter?

Nej, du. Jeg gjorde det egentlig ganske udmærket. Men Forge vil ikke have dig til at have det fint – den vil have dig til at jagte. Du er altid lige bagud, altid på jagt efter næste ting. Det er lumsk-smart. Og, indrømmet, lidt giftigt. Men altså, man bliver ved med at komme tilbage.