Hero Wars anmeldelse: Fjollede helte, hurtige tryk og overraskende tilfredsstillende kampe

Lad os være ærlige: Jeg hentede Hero Wars med planen om at lege lidt med det i fem minutter, kede mig og så slette det igen. 47 dage senere har mit kerneteam matchende rustninger, jeg ved hvem der kan sætte Faceless skakmat – og jeg har (mærkeligt nok) stærke holdninger til, hvor effektivt runer kan bruges. Jeg forstår det heller ikke. Det er sådan Hero Wars fungerer. Spillet sniger sig ind under huden med blinkende knapper og hurtige doser af fremskridt, og pludselig sidder du der – hooked på upgrade-træer og overraskende snedige holdsammensætninger. Hvis du undrer dig over, hvordan spillet egentlig føles, når reklamerne er glemt, så lad mig tage dig med ind i kaosset.

Kastet i kamp – uden skjorte og uden anelse

Man bliver bare smidt direkte ud i slagsmål. Ingen intro. Ingen hint. Bare en sværdsvingende fyr og tre knoplyse knapper, der blinker efter opmærksomhed. Jeg trykkede selvfølgelig på den største. Ildkugle. Skærmen eksploderede i sprint og lyd. Sejr.

Og jeg var underligt nok solgt på det. Ikke fordi det var dybt. Slet ikke fordi det føltes nyt. Det så bare frækt ud. Det gik hurtigt. Det vidste præcis, hvad det ville være. Du samler helte. Booster stats. Trykker på knapper. Se eksplosioner. Gør det hele igen, og igen, og igen.

Ti minutter efter havde jeg fem helte, inklusiv én skaldet fyr, der tydeligvis har tabt et væddemål. Han slog spøgelser i gulvet. Spurgte ikke hvorfor – jeg lod bare stå til.

Kampagnen: Lir, loot og lo-fi eventyr til højre

Hero Wars prøver slet ikke at være open world. Du får bare det klassiske: side-scrollende træk-og-slip-slag. Tryk "kæmp", holdet marcherer direkte ind, og skærmen bliver til ragnarok, til nogen vælter omkuld.

Du får guld, gear og sjælesten for hvert stage. De første baner? Blink og du har gennemført dem. Senere? Så skal der tænkes lidt mere. Men rytmen er den samme: kæmp stærkt, gear op, føl dig sej.

En time senere stod jeg og jagtede Kapitel 3-støvler til min healer, mens jeg heppede på en frø-troldmand, hvis stav var dobbelt så stor som ham selv. Hvorfor jeg blev så investeret? Aner det ikke. Men det gjorde jeg!

Dit hold, din stil: Byg hvad du synes er sjovt

Det her spil handler om at bygge dit crew. Du starter med nogle tilfældige, og bytter så hen ad vejen ud for bedre helte fra kister, events eller det daglige login-lokkemiddel.

Alle får fire evner – én kan du selv trykke af, når energien er fyldt. Nogle healer, nogle kaster ild, og nogle fremmaner flyvende goblin-ting, der ligner Pokémon med attitudeproblemer. Der er strategi, men det føles aldrig som Excel i forklædning.

Jeg brugte åndssvagt lang tid på at diskutere, om jeg ville gå control eller full damage. Konklusionen? Det er faktisk ligemeget. Gør begge dele. Hero Wars opfordrer dig til at eksperimentere, teste tossede combos, og fejle på den venlige måde. Jeg prøvede én gang at køre to tanks uden healer – og blev alligevel belønnet. Spillet nikkede nærmest og sagde: "Godt forsøgt, kammerat."

Den der gacha-følelse: Kister, smaragder og fortrydelse

Jep, der er gacha. Du bruger smaragder på Heroic Chests. Én gratis om dagen. Eller du grinder. Eller smider penge ind. Eller klarer en ligegyldig opgave, som at fodre et egern. Hvem ved.

Træk ti kister på én gang, og du mærker dramaet. Måske får du din ønsketank. Måske en dybt mystisk ild-mage. Måske bare en sørgelig stak XP-suppe. Det er underligt dragende. Og jeg er ikke engang stolt over, hvor meget jeg nyder det.

Og bundterne? Åh, for pokker. På et tidspunkt bød spillet 1 ny helt, 5.000 smaragder og "15 Super Titan Potions" for det, en halvdårlig pizza koster. Jeg stirrede alt for længe. Jeg købte den ikke. Eller... næsten ikke.

Arenaen: PvP, stolthed og svidende nederlag

Arenaen låses op lidt senere – og så bliver det pludselig hedt! Du sætter et hold, vælger rækkefølge, og så gælder det om at dask andre spilleres opsætninger ned. Ikke noget live-manøvrering – du skal planlægge på forhånd og håbe.

Jeg blev most. Blankpolerede portrætter. Coolere figurer. Folk der helt sikkert nørder det. Tabte tre gange og var millimeter fra at rage-delete. Indtil jeg opdagede, at man stadig får loot – også for nederlag. Så fortsatte jeg bare.

En uge senere vandt jeg. Nogenlunde. Nu begyndte jeg at skrue på holdopstillinger. Skiftede helte ud som om, jeg var manager på et discount-sportshold. Arenaen bliver hurtigt en baggrundsbesættelse. Du tjekker ind hver dag. Overvejer om du bør erstatte din tank med et glas kanon.

Spoiler: Det var en katastrofe.

Daglig rutine: Tower, Outland – og videre igen

Ram niveau 15, og Tower åbner op. Det er en bunke kampe stablet i højden, som du kan klare én gang om dagen. Ret chill. Ligegyldigt om du kigger fantasy-liga eller helte med tre arme.

Så er der Outland. Store bosser, store præmier. Dertil Grand Arena (tre hold på stribe), guildevents, elementtempler, sæsonfester – og et eller andet klovne-event, jeg stadig ikke har regnet ud. Spillet bliver bare ved med at proppe indhold i maskinen.

Og ja, på mystisk vis snuppede Hero Wars mine frokostpauser. Ti minutter blev hurtigt til tredive. Pludselig sad jeg og læste tier-lister. Lagde promotionsplaner. Googlede: "Er Cleaver egentlig overpowered?" (Det er han.)

Grindet er faktisk okay

Naturligvis går det hele langsommere med tiden. Sådan er den her slags spil bare. Pludselig mangler du én obskur gear-type. XP bliver til tyk sirup. Niveau 60 til 70 føles som at flytte lejlighed.

Men Hero Wars maser ikke på. Du logger ind. Gør lidt. Går ud igen. Energien fyldes selv op. Events kører som en spilleliste. De fleste dage trykker du lidt rundt, opgraderer en dims – og så var det dét.

Sofa-venligt, nul stress. Og ærligt? Det er faktisk rimelig rart.

Konklusion: Derfor spiller jeg stadig det fjollede spil

Jeg troede egentlig bare, det her var ligegyldig mobilunderholdning. Tryk og glem. Men Hero Wars har sneget sig ind – og viser sig at være ret solidt. Du får rigtige valg. Hold med personlighed. Lige præcis poleret nok til, at det aldrig føles kluntet. Ikke banebrydende, bare overraskende tilfredsstillende.

Jo, det har mikrotransaktioner. Selvfølgelig. Men det bliver aldrig påtrængende. Du kan gå free-to-play eller bruge penge for at komme hurtigt frem. Begge veje fungerer fint. Ingen skyldfølelse.

Og ja, reklamerne lyver. Du skal ikke løse lavapuzzler. Men hvis du er til at level’e sære helte op, lade skærmen eksplodere i voldsomme effekter og langsomt udvikle en mild, men vedholdende besættelse af at optimere dit hold – så er det altså svært ikke at blive hængende.