Wuthering Waves-anmeldelse – Mit Ekko åd en bjørn
Jeg kom for anime-sværdkampene. Jeg blev hængende, fordi min afdøde bjørn nok kan bokse folk gennem træerne.
Ingen advarer dig om, at dit første store slagsmål kan være mod en brølende granitkæmpe, der taber et spøgelse. Eller at spøgelset er samlerobjekt. Eller at spøgelset slår hårdere end dit egentlige sværd. Wuthering Waves giver dig ikke tid til at varme op – den katapulterer dig direkte ud i et vanvittigt smukt actiontrip fuld af rytmisk slåskamp og fysisk lov-gymnastik. Jeg troede, jeg ville prøve det i en halv time. Tre timer senere sad jeg og tog glidebane fra et højhus, mens min kæmpede bille dødsforagtende fløj ind i en miniboss. Det er sgu vildt.
Bosskamp? Tæsket. Stadig i godt humør.
Jeg er død i spil før. Mange gange. Nogle gange heroisk, andre gange bare pinligt. Den her gang? Det føltes som fortolkende dans. Halvvejs oppe ad et bjerg (ja, vægløb er en ting og det ser både skørt og genialt ud), så jeg den her containerstore fjende breakdane på en bro. Klart, jeg kaster mig ind i det med hovedet først. Røg direkte op i stratosfæren.
Og ved du hvad? Jeg grinede faktisk. Den sejr var velfortjent.
Kampsystemet i Wuthering Waves venter ikke på dig. Du afbryder animationer. Parerer på refleks. Smider Ekko-evner ind midt i en combo. Skifter figur i luften som en selvsikker tosse. Det er rodet på den fede måde. Mere knapdans end klik-og-slå.
Jeg prøvede igen, lokkede et sving ud, parerede prompte, og satte hele arenaen i lyslue med min lynkatana-pige. Imens kom bjørnespøgelset ind fra siden – tydeligvis muggen. Jeg afsluttede slagsmålet midt i luften, svævende af broen, som om det var meningen. Det var det ikke.
Bygget et hjemsøgt mini-zoo. Det virker faktisk.
Ekkoer. Du dræber et monster. Nogle gange dropper den sig selv. Et spøgelses-mini-mig du kan udruste. De booster stats og giver dig flere angreb. Vælt ting? Gorilla. Lyn-slag? Bille. Jep, det er rigtigt.
Hver figur kan have fem Ekkoer. Du kan lave alt fra kritbuilds, støtte-comps til kaos-onkel. Vil du ligne en skovånd besat flok? Bare gør det.
Og helt ærligt? Ekkojagten er vanedannende. Jeg stoppede med at udforske på grund af udsigten – nu scanner jeg kun efter mærkeligt spøgelsesdyr. Jeg har en ønskeliste. En hjemsøgt to-do. Favoritten lige nu? En svampebamse, der spreder giftgas over det hele. Han er virkelig klam. Jeg elsker ham.
Det her bevægelsessystem burde være ulovligt
På et eller andet tidspunkt må en fra dev-teamet have spurgt: "Hvad nu hvis det faktisk var SJOVT at bevæge sig rundt?" Og så gav de os uendelig sprint, gribekanter, vægløb, bjergsvæv og sagde go!
Det føles seriøst som at snige sig rundt i et parkour-sandbox. Jeg så et Ekko-monster på den anden side af en kløft, og i stedet for at gå udenom som et fornuftigt menneske, brugte jeg tre kvarter på at hoppe og glide langs klippevægge. Jeg nåede derover. Ikke stolt, men det gik.
Der er deciderede skills, der bare gør dig hurtigere og mærkeligere. Selv om spillet har systemer i stakkevis, stjæler bevægelsen bare showet hele vejen.
Historiens tilstedeværelse? Sådan... nogenlunde
Du er the Rover. Du har hukommelsestab. Verden er ruineret på grund af et eller andet kosmisk tudeanfald kaldet The Lament. Dem du møder? Edgy sværddude, nørd-pige, modekatastrofe med skjulte motiver. Du prøver (måske?) at fikse ting.
Men... dialogen slæber sig altså lidt afsted. Mange tekstbjerge. Stemmeskuespillet lyder som noget fra niende klasses amatørdrama. Jeg ville gerne engagere mig. Men efter den tredje monolog om kvantum-resonans eller noget, tjekkede jeg bare ud.
Mærkeligt nok fortæller verdendesignet en meget federe historie. Lore i ruinerne. Ekko-typer siger mere om lokale katastrofer end NPC’erne gør. Der er stemning – også i stilheden. Lyder ulækkert artsy, men det virker overraskende godt.
Free-to-play? Overraskende gavmildt
Jep, det er et gacha-spil. Bannere. Pity-counters. Valuta opfundet med badekugle-navne. Men faktisk? Du får ret vilde gaver fra starten.
Efter et par timer havde jeg fuldt hold, to solide 4-stjernede våben og nok ruller til at fiske en powerfigur. Du kan endda vælge din første 5-stjerne! Ikke noget gas.
Jo, det bremser op senere. Råvarerne drypper mere sparsommelig. Men starten? Meget mere gavmild end gennemsnittet. Og det vigtigste: Ingen af mine bosskampe krævede at jeg havde metagear eller brugte penge. Jeg vandt da jeg bare jagtede en giftig svamp gennem skoven. Ingen gacha-guder nødvendige.
Grind-loopet (på den fede måde)
Når tutorial-hånden slipper, bliver Wuthering Waves næsten hyggeligt. Du får en loop: udforsk mærkelige områder, saml spøgelsesdyr, boost dit hold, lav dine dailies, hop i events. Puzzlerum? Oh ja. Boss-arena? Jep. Ekko mod Ekko-slagtning? Absolut.
Menusystemet er rod i starten. Jeg åbnede tre tabs for at opgradere et par støvler. Men når rytmen først rammer? Det spiller faktisk ret glat. Sæt dit hold sammen, test det, smid noget tosset ind – pludselig har du fundet et ødelæggende combo. Gentag.
Events rammer hurtigt, og de er ikke bare fyld. Nogle blander kampreglerne, andre låner dig vilde figurer. Hvis du elsker at optimere builds til du segner, får du værktøjerne serveret på et sølvfad.
Lanceringstraumer, bugs og hjemsøgte fejl
Jo, launch var crunch. Frame-drops. Usynlige teksturer. Bossser der phaser igennem gulvet som var det døde bowlingkegler. Én kamp sluttede da min modstander... stak af. Bare forsvandt gennem terrænet. Kæmpe panik.
Men patches er hurtigt ude. Performance er allerede meget bedre. Og devsene? De lader rent faktisk til at lytte. Hvis du sidder med en mobil fra 2017 eller har et grafikkort der får Chrome til at pibe, så skru lidt ned for grafikken.
Dom: Ja tak til Ekkoer, nej tak til cutscenes
Jeg har en DPS-skarabæ som main, en hjemsøgt svamp som makker, og et band af oddballs der banker over deres vægtklasse. Wuthering Waves er skørt, men det virker.
Bevares, historien hænger i bremsen. Og stemmeskuespillet lyder som optaget i et fjerde sals kosteskab. Men kampene? Bevægelsen? Ekko-systemet? Kaos på den absolut bedste måde.
Du får ikke langsom dopamin her. Du styrter direkte hovedkulds ind i det. Det er det hele værd.