Enlisted-anmeldelse: Anden Verdenskrig Som Kaotisk Holdkaffe og Kugleregn

Første gang jeg spillede Enlisted, kom jeg til at kaste en håndgranat direkte ind i min egen gruppe – og blev alligevel forfremmet. Ja, det er dén slags slagmark, vi har med at gøre. Glem alt om sterile skydespil med laserpræcision; her er det rodet, mangfoldigt og akkurat kaotisk nok til, at du aldrig aner, hvad der sker om næste hjørne. Du styrer en hel deling og skifter mellem soldaterne som en DJ med feltuniform. Den ene time ligger du og snigskytter fra et tårn, næste sekund styrter du frem i en grøft med flammekaster.

Hvis du nogensinde har savnet at mærke størrelsen af Anden Verdenskrig UDEN at sidde begravet i Excel-ark med statistik, så står Enlisted måske klar med en positiv overraskelse. Lad os dykke ned i møget.

Første Indtryk: Kaos, Kugler og Komplet Forvirring

Jeg tog springet uden forberedelse. De første ti minutter? Rent anarki. Larm, råberi og jeg anede intet om, hvad jeg skulle. Smides ind i en gruppe med fem AI-venner, bliver skudt direkte i masken, og wupti – næste soldat hopper op på skærmen, som om intet var hændt. Okay så. Dette bliver anderledes.

Du spiller ikke bare én soldat. Du hopper rundt mellem dem som om du speed-dater på krigsfronten. Når en ryger ned? Så tager du bare næste fyr. Ingen ventetid. Ingen bøvl.

Det var til at blive rundtosset af. Men jo længere jeg spillede, jo mere gav det mening.

Ét øjeblik flader du ud i skyttegravsmudder. Næste sekund er du din egen maskingeværsgalning, der pløjer fjender ned ved næsen af dig. Eller du sidder på toppen af et tag med kikkerter og klogskab. Du bliver din egen redningsplan. Det virker overraskende godt.

Læringskurve á la Spænd- Hjelmen: Spanien, Skud og Sprængninger

Jeg valgte selvfølgelig Normandiet og landede midt i en bombet baguette-by: kratre, faldefærdige hytter og én meget forvirret høne. Mission: Erobr et vindskævt bondehus. Våben: Boltriffel, svensknøgle og fire AI-kammerater, der løber vildt rundt om et plankeværk.

Startskuddet lød hurtigt. Maskingeværild fra det blå. En tank, der brummede truende forbi. Røggranater sprang som sure gopler. Panik! Jeg fløj i dækning, rullede et heldigt hovedskud over åbent gadehjørne. Følte mig pludselig lidt som krigshelt.

Våbnene her er tunge. Du sigter langsomt, rammer sjældent, lader om muligt endnu langsommere. Helt ærligt, jeg begyndte at hviske 'ram nu for pokker' for hvert skud.

Jeg blev most, selvfølgelig. Igen og igen. Men jeg lurede af på andre spillere. Opsnappede tricks. Peakede klogere. Byggede samlingspunkter. Begyndte langsomt at overleve lidt. Som at lære at cykle – bare med morterild i baghaven.

Hvorfor Det Er Genialt At Skifte Soldater På Farten

Det er her Enlisted for alvor brillerer. Dør én af dine gutter med flammekasteren? Bum, så overtager du bare ingeniøren. Smid sandsække, fiks barrikader. Skift igen, og pludselig står du med maskinpistolen i hånden og holder linjen.

Det er hektisk. Men flydende. Og overraskende tilfredsstillende.

Ingen kedelig genoplivningspause. Bare klik-klik, og du fyrer løs fra et nyt par støvler.

Senere skete det: Min radiomand lagde artillerinedslag, hele gruppen i dækning, og jeg så halvdelen af fjendens hold fordampe under bombardementet. Lyden? Mine højttalere rystede. Oplevelsen? 10/10, ville bombardere igen.

Tanke, Fly – og Fantastiske (og Ille) Fiaskoer

Tanke og fly er lidt som at udlevere nøglerne til et potentielt spektakulært selvmordsforsøg. Hopper du i en tank, snegler du dig rundt som en sprængladt skildpadde. Fly? Lynhurtige, sprængfarlige og holdt sammen af gaffatape og håb.

Mit første tank-eventyr? Smed mig fast mellem en grøft og en lade. Kunne hverken frem eller tilbage. Blev blæst til skrot af en fyr med satchels. Det sætter jeg ikke på CV’et.

Flyvning? Endnu værre. Glemte gashåndtaget, ramte jorden med stil. Så underligt cool ud på replay.

Men efter et par runder lavede jeg et dykbombardement, sprængte et fjendespawn i luften, og hørte rent faktisk én juble i chatten. Det føltes godt. Køretøjer gør ikke bare spillet flot; de kan ændre kursen, hvis du mestrer dem – ellers er de bare mobile ligkister.

Oplåsninger, Opgraderinger og Hamsterhjulet

Hver kampagne – Normandiet, Berlin, Tunesien, Stalingrad – har sit eget legetøj. Fremskridt overføres ikke. Lidt surt, ja, men det sikrer, at du ikke falder i rutinen.

Du udvikler holdene. Skræddersyr dine folk. Træner dem til at være lige det, du mangler. Det bliver hurtigt komplekst. Du bruger lang tid på at lege general og norde loadouts som et barn med actionfigurer.

Og ja, grinden er ægte. Uden premium tager noget udstyr evigheder. Nogle hold er bare bedre. Men du skrider stille og roligt frem… om end mere i sneglefart end sprinterstil.

Men skills – de betyder stadig noget. Du kan sagtens klaske en fyr med diamantudstyr, hvis du bare tænker dig om.

De "Various Filmagtige" WTF-Øjeblikke

Det her spil lever for de uforudsete Hollywood-scener.

Min gruppe holdt engang en hel bro alene: sandsække, drønhurtige rul, og ren panik. En anden gang solo-cappede jeg et punkt, brugte næsten hele holdet, og haltede ud med én kugle tilbage. Som at være instruktør på sin egen krigsfilm. I realtid. Med koffein i årene.

Og så er der det fjollede. Stormløb over åbne marker som en idiot. Granat i mosen fra ukendt tank. BUM, væk. Sidste mand samler et tabt våben op, redder runden. Mystisk magi.

Det er uforudsigeligt. Og det er det bedste.

Menusuppe, Dum AI og Småirriterende Irritationer

Nå, det hele er ikke lutter lagkage.

Menuserne? Klodsede. Det tager for mange klik at fikse et squad. Det virker ærligt talt som om spillet gør en indsats for at gemme knapperne. Og loadtiderne… tålmodighed, min ven.

Tutorialen? Mangler nærmest helt. Held og lykke med selv at regne rally points ud.

AI-teammates? Varierer. Nogle gange rimeligt brugbare. Andre gange – ja, jeg så én stå og glo på en væg i et halvt minut. Måske tænkte han på frokost.

Det hakker under intense slag. Ikke spildødelæggende, men mærkbart.

Alligevel, når det hele klikker: rally points, samarbejde, artillerinedslag timet perfekt – så føles det fantastisk. Kaotisk kontrol. Lige akkurat.

Ja, Det Er Gratis. Nej, Det Er Ikke "Pay-to-Win"

Enlisted er gratis. Og du bliver ikke overdynget med popup-reklamer hvert femte minut.

Jo, der er ting at købe. Hurtigere unlocks. Smarte uniformer. Premium squads. Men hoveddelen? Den spiller du gratis, uden at skulle have pengepungen fremme.

Giver du lidt mønt, bliver det hele lidt nemmere. Grinden går hurtigere. Du får fat i det sjove legetøj. Men selve gameplayet? Samme for alle.

Og ja, du kan sagtens gøre det godt med helt basisudstyr. Har selv gjort det. Utroligt, hvor langt du kommer med en gammeldags riffel og en smule hjerne.

Dommen: Grov i Kanterne, Men Sprængfyldt af Sjov

Enlisted er krøllet. Til tider irriterende. Fuld af højlydte overraskelser.

Men det er også et af de sjoveste skydespil på markedet.

Det smider dig ind i kaos og lader dig lære det hele på den hårde måde. Nogle gange lykkes det. Andre gange brænder du dig selv af. Men kedeligt er det aldrig.

Ikke for alle. Hvis du kræver ren perfektion og silkeblødt interface, vil du nok hurtigt skippe videre. Men kan du lide rod, uventede øjeblikke og at råbe "HVORDAN OVERLEVEDE JEG DET DER?!" klokken 02:00, bør du give det her et skud.

Og for guds skyld. Byg et rally point. Dine gutter har fortjent det.