Heroes of History: En Civ-sim Med Overskud

Tidsrejser, fantasifarme og bybyggeri på speed – du kan faktisk få det hele på én gang.

Mit Første Pyramidebyggeri – Skævt, Men Episk

Det hele startede i en sandkasse midt i solen. Et par forvirrede arbejdere, lidt støv, og så var vi i gang i Heroes of History. Oldtidens Egypten. Varm luft, masser af muligheder og en tutorial, der ikke gjorde andet end at love, at jeg kunne bygge civilisation og "skabe historie". Ja ja, ingen pres.

Ti minutter senere havde jeg famlet mig frem til en kornfarm, et kaserne og et marked, der mest lignede en halvkedelig bod til torvedag. Men det virkede. Ressourcerne begyndte at tikke ind. Bønderne pilede rundt med lerkrukker og fakler som om, de var på vej til noget vigtigt. Hvert klik gav mig korn, mønter og sten: imperiets valuta.

Tempoet i starten? Hurtigt nok til at jeg følte mig som noget særligt. Jeg havde mål, guder og var så klar til at skrive "farao" på CV’et.

Tap & Bed Et Fadervor

Da byen først kørte, begyndte jeg at rode i heltesystemet. Helt ærligt? Det overraskede mig. Heroes of History serverer ikke bare tilfældige NPC’er ved navn Sværd-Peter eller Slag-Lisa. Nej, du får Cleopatra. Julius Cæsar. Leonidas. Ægte historiske sværvægtere med seje evner, skøre quirks og ego på størrelse med et tempel.

At rekruttere dem er et spil i sig selv. Du samler papirer, nupper fragmenter, leveler dem op, giver dem udstyr og smider dem i taktiske småkampe. Nogle kan tage tæsk, andre smadrer alt, og nogle råber bare rigtig højt og håber på det bedste.

Mit dream-team? Cleopatra (naturligvis), Guan Yu (pragtfuldt skæg), og Hercules (og hans kølle på størrelse med en stationcar). Vores første fjendecamp? Smadret på stiligste vis.

Kampene er lette at forstå, men du SKAL holde lidt øje. Placering tæller. Evner tæller. Og indimellem må du krydse fingre for, at AI’en ikke begynder at gnave i bymuren. Det føles taktisk – også selvom du mest er publikum.

Her Kommer Grindemuren

Fire epoker fremme, i klassisk Grækenland, cruisede jeg rundt med templer, diger og havn. Tåge blev ryddet, guld blev samlet, og jeg følte mig som den skøre onkel, der hoarder moneter til familiefesten.

Så slog det fuldstændig bremserne i. Hårdt.

Ikke bare lidt træghed – mere som at trække et får gennem sirup... iført uldsokker.

Bygninger krævede pludselig marmor. Og kobber. Og glas. For at lave de ting skulle jeg bygge huse, jeg ikke havde åbnet endnu. Det krævede udforskning. Det krævede spejdere. Spejdere krævede sejre. Sejre krævede helte. Helte krævede udstyr. Udstyr krævede sjældne materialer, jeg aldrig havde set. Og så gik det stærkt… ned ad bakke.

Velkommen til midtspillet.

Nu kom hvert klik med en tilhørende tjekliste: Vil du opgradere templet? Fint, men kun hvis du har 20 kobberbarer, tre skriftruller og en helt, der lige har taget et spirituelt mælkebad (eller sådan føltes det).

Grinden sneg sig ikke ind. Den kom valsende i guldtrimmet badekåbe og krævede mommy-tax.

Cleopatra Bærer Hele Økonomien

Nu forsøgte jeg mig uden at hive pungen op – ren stædighed. Hver log-in: Sæt byggeriet i gang, klik lidt rundt, ryd lidt tåge, og lukkede så ned før irritationen ramte.

Tak til Odin for alliancer. Her kan du dele buffs, ressourcer, slås i kampe og få de endeløse timere til at føles som en gruppeopgave – i det mindste lidt.

Cleopatra? Nu i level tyve og udstyret med en stav, der skriger "Begrænset edition". Hun carry’er alle kampe med AOE-skade og heal, som om hun jagter LinkedIn-anbefalinger. Leonidas? Våd køkkenrulle. Hercules? Stor som et skur – langsom som en sæk kartofler. Har du ikke fokuseret dine ressourcer på de bedste helte, så er resten ren pyntegrønt.

Event-missionerne hjælper – lidt. Daglige opgaver med udbytte, hvis du har tålmodighed til "vind tre kampe kun med bueskytter" eller "høst 200 gulerødder mens du nynner til Ra" (okay, den opfandt jeg, men tro mig, det var tæt på).

Halv-sjovt. Men også et kæmpe skilt med brug penge nu. Du kan klare det uden at betale. Hvis du altså har et regneark, tre timere og et blik som en zen-munk.

Byggeri Med Eksistentiel Overtone

Byen din? Ser fed ud! Hver tidsalder har sit: egyptiske tårne, romerske søjler, middelalderloppemarkeder. Bygninger vokser, pladser myldrer. Der er liv i kludene.

At holde styr på det? Pyha.

Nogle bygninger gør intet. Nogle producerer ting. Nogle låser op for forskning. Og så er der dem, der kun virker, hvis du binder en helt til dem – som sikkert allerede er draget i krig et sted.

Jeg brugte engang ti minutter på at hidse mig op over en kobbermine, der nægtede at spytte noget ud. Troede, den var bugget. Nope. Krævede bare en held, ingen nævnte det for mig. Imens dasede landsbyboerne rundt som statister i TUI-reklame.

På et tidspunkt bliver placering af bygninger et spil i sig selv. Pladsen slipper op. Tågen blindtør dit syn. Du glor på kortet og overvejer – endnu en gård, kaserne eller bare fortvivl i siloen? Strategi? Det handler mest om at overleve excel-arket.

Når Historie Bliver Hjemmearbejde

Omkring tidsalder seks ramte jeg muren. Du kender den godt. Log ind. Klik dig igennem rutinen. Høster lidt, igangsætter opgraderinger, stirrer på skærmen. Forundres over, hvad du egentlig laver med dit liv.

Blev jeg decideret træt? Nej. Jeg kedede mig heller ikke. Jeg gjorde det bare… fordi man nu engang gør det.

Det er den fælde, Heroes of History lægger. Det ser lækkert ud, musikken er afslappet, animationerne flyder. Spillet sniger sig ind med comfort-stemning, indtil du rammer muren.

Så står du tilbage med lektier forklædt som laurbærkranse.

Du kan have det sjovt her – især i starten. Bygge, kæmpe, føle dig som Cæsar med mus. Men når det første lak forsvinder, så er det bare en to-do-liste med pæne kanter.

Konklusion: Før Næste Epoke

Ville jeg anbefale Heroes of History? Ja. Men vær ærlig om, hvor meget grind du kan tåle.

Er du til city builders med taktisk krydderi, så får du sjov i et godt stykke tid. Historiestemningen er god. Heltesystemet har bid. Farten i starten er stærk. Og ja, du kan spille uden at hive kreditkortet frem.

Bare… forvent modstand. Hvis du får allergi overfor timere og energi-systemer, skal du nok bare se med fra sidelinjen.

Der er et godt spil her. Nogle gange endda et rigtigt godt et af slagsen. Men du får mest ud af det, hvis du har tålmodighed, pengepung – eller begge dele.

Cleopatra hænger stadig på. Det må da tælle for noget.