Stormshot anmeldelse: Pirater, gåder og en kæmpe tilfredsstillende headshot

Jeg kom for skattekortene. Jeg blev for de slowmotion-skud, der røg tværs gennem skallen på et skelet. Stormshot: Isle of Adventure overraskede mig – som at få en kanonkugle lige i ansigtet uden varsel. Først linede jeg et trickskud op for at slå hjelmen af et skelet. To sekunder efter druknede jeg i rådetimere, alliancetilbud og basebygning – og mærkeligt nok, så var det faktisk sjovt. Det er halv puzzle shooter, halv tropisk krigssimulator – og på en eller anden måde virker det bare. Hvordan? Aner det ikke. Men her får du den ægte oplevelse: Du klikker ikke kun for loot – du jagter det perfekte bankeskud som en vanvittig.

Bum. Ricochet. Skelet ud af banen.

Stormshot starter ikke stille. Det larmer – bogstaveligt talt. Pirater, flyvende skattekister og en forbandet ø fyldt med fælder og spøgelsesagtige fyrer. Så lyder en stemme: "Her er en pistol. Løs det her."

Ingen blid introduktion, intet kedeligt tutorial-helvede. Bare kaos og kugler. Du sigter, får kuglen til at springe fra væggen, måske rammer du en tønde med sprængstof, og hvis et skelet ryger på dybt vand – tillykke, du er med nu.

Twistet? Efter et par af de gale trickskud zoomer kameraet ud. Bum – nu ejer du en ø. Byg tårne, træn tropper, og led dit helt eget pirat-foreningsliv. Ja, jeg var også forvirret. Men ikke sur.

Det burde ikke virke. Men det gør det.

Stormshot føles som to helt forskellige spil tapet sammen. Den ene halvdel er støjende ricochet-skydning. Den anden er mobilstrategi i den mere tilbagelænede afdeling. På en eller anden måde hænger det sammen – som to pirater, der giver hinanden en high-five.

Du hopper mellem tre-skuds-kills og at tjekke din lille savmølle. Mærkeligt? Helt klart. Men på et tidspunkt klapper det. Ikke fordi det giver mening. Din hjerne accepterer det bare.

En typisk session? Du åbner appen, samler guld op, starter en opgradering, og så napper du et par puzzles, mens smedjen rumsterer. Det føles som at være produktiv – uden at det var planen.

Bounce, blast, gentag: Puzzle-delen

Der er hundredvis af puzzles. De fleste tager et minut eller to. Du sigter. Du krydser fingre. Du misser nok. Ren kaos.

Skeletter gemmer sig bag kasser. Tønder lokker som fælder. Du liner skuddet op og satser på, at kuglen rammer noget fjollet og udløser magi. Nogle gange lykkes det. Andre gange... ikke så meget. Jeg sprængte engang det forkerte mål og tabte big time. Det taler vi ikke mere om.

Du får kun få kugler – og det er der det sjove starter. Trial-and-error, men med sørøverkasket på. Senere baner smider reb, håndtag og elementfælder ind. Et smutskud for meget, og stenene kværner din præmie. Yet again.

Det er dumt. Og super tilfredsstillende. Rodet på den perfekte måde. Ingen af gåderne er umulige, men de får dig til at føle dig genial – når du først har været helt idiot et par gange.

Når der ikke bliver skudt, bliver der tænkt

Når pistolen er kold, finder du regnearkene frem. Du bygger udkigstårne. Fordeler helte. Sender folk ud for at hakke sten. Det hele er svøbt ind i dødningehoveder og skattekort, men i bund og grund er det klassisk mobilbasebyggeri.

Timere? Åh ja, de er der. De starter venlige og bliver hurtigt bidske. Men det fungerer, fordi du kan løse puzzles, mens du venter. Det redder faktisk meget.

Heltene betyder mere, end du tror. Én gør sværdfolk hurtigere. En anden fyr giver ildkugler. Snart står du og eksperimenterer med, hvem der faktisk hjælper, og hvem der bare er pynt. Jeg gik all-in på musketér-looket. Fortryder intet.

Opgradér, find tricks, få gevinster

Du får mønter, udstyr og andre lokkende “bestikkelser” for at klare baner. Du låser op for våben, fjollede ammotyper, og kosmetik der faktisk roder med gameplayet. Det er ikke kun pjat – men hattene er nu uhyggeligt flotte.

Nogle levels er lukket indtil udstyret er i orden. Sad selv fast en uge, før jeg kom i tanke om, at jeg havde ild-runder liggende. Boom – problem løst.

Men der er ikke gennemplastrede loot-menuer eller regnearks-mani. Bare lige nok til at holde det spændende. Prøv mærkelige kombier. Skyd via lava. Se hvad der sker.

Kør solo eller join en bande

Der sker altid et eller andet. Du kan køre solo, eller hoppe direkte ind i alliancernes drama. Du skal ikke være med, men gør du det, får du pludselig adgang til alt muligt sjovt. Gratis loot, fælles tech, og PvP-kampe du sandsynligvis taber første gang.

Det føles ikke bare hægtet på. Du kan bygge ting for alliancen, donere skrammel, og forsvare dit territorie, hvis nogen bliver kæphøje. Det giver spillet liv – også selvom du kun stalker i chatten.

Og chatten? Kaos af bedste slags. Så nogen prale med seks dræbte skeletter – og lige bagefter en, der brokkede sig over, at hans helt "bare sprænger de forkerte tønder hele tiden". Kunne relatere. Det gør jeg også.

Gratis at spille – med små hints om at købe

Du behøver ikke bruge en krone. Men du kan sagtens. Butikken svømmer med speed-ups, heltebrikker, og kosmetiske pakker. Alle de klassiske.

Men rammer du midgame, begynder ventetiden at blive lang. Som, virkelig lang. Og så står "limited value pack" pludselig og blinker. Du behøver den virkelig ikke... men, ja, jeg snuppede én. Kun én. Eller to. Lad os køre videre.

Heldigvis puzzle-delen stopper dig aldrig. Du kan blive ved med at skyde skeletter ud over kanten – ingen stamina-bar. Bare ragnarok.

Slik for øjnene – og mobilen kan (næsten) følge med

Stormshot ligner noget fra en slikbutik. Lækre øer, saftige eksplosioner, og et interface der holder sig nogenlunde på måtten. På nye mobiler? Null problemer. På gamle? Så kan den godt få lidt åndenød under kaosset.

Der er lidt stemmeskuespil og et drys historie. Men det er ikke verdensomspændende piratlore. Bare nok til stemningen, ingen roman.

Det føles poleret nok. Dybt? Nej. Men altså, du er her for at sprænge spøgelser, ikke skrive digte.

Når det perfekte skud sidder

Spillet kan noget særligt. Du sigter et sindssygt ricochet, det rammer et reb, kassen falder, rammer en mine – BOOM, farvel skelet-hær.

Jeg har opgraderet det halve af øen, samlet en flok helte, men åbner stadig Stormshot bare for at se, hvad det næste puzzle finder på. Den har den der flipper-maskine-lyd, det perfekte klonk, hvor hjernen jubler.

Det kommer ikke til at ændre dit liv. Det vinder ingen litteraturpriser. Men når et spøgelse flyver ind i en tønde og skærmen eksploderer i konfetti og knogler? Så smiler jeg. Hver eneste gang.