Nikke-anmeldelse: Gacha, geværer, androids med følelser – og flere overraskelser end du tror

Jeg gik ind til Nikke og forventede ren anime-pew-pew, måske lidt samlede waifus på mobilen. Men hvad får man? En rutsjebanetur af følelser, androids med raketkastere – og en fortælling, der egentlig rammer ret hårdt. Tredjepersonsskydning, taktisk squadsjov, en omgang deck-building og flere følelser, end nogen mobilspiller havde bedt om. Det burde ikke fungere. Men – mærkeligt nok – gør det.

Er det endnu en poleret gacha-fælde eller faktisk værd at investere tid i? Her er sandheden – leveret direkte fra frontlinjen.

Første time: Spil for sjov – bliv hængende for dramaet

Min første time med Nikke? Jeg regnede med at trykke mig igennem alle cutscenes, hive lidt tyngdekraftstrodsende androids, skyde et par monstre og videre i teksten.

Så dør en af pigerne i introen – sådan rigtigt dør. Hun græder, beder holdet huske hendes navn. Og mig? Jeg sidder med mobilen og føler, at jeg har svigtet nogen. Duggede skærmen til. Ikke mit mest stolte øjeblik.

Det er ikke bare "waifus med våben". Tematikken sniger sig ind: krig, ofre, identitet – midt i neonlyset og kugleregnen. Gameplay’et er stramt, præsentationen lækker, men det er faktisk følelserne, der rammer uventet hårdt. Big time.

Tap. Pop heads. Gentag.

Alt foregår i portrætmode. Een tommel styrer alt – sigt, duck, skyd. Simpelt? Jep. Men hver Nikke har sin stil: snipers, raketter, shotguns, der nærmest smadrer dig ud af skærmen.

Og skydningen? Sygt tilfredsstillende. Hvert skud sidder. Headshots springer som nytårsbomber. Når burst-meteret er fyldt, fyrer holdet af som Skt. Hans på speed.

Rytmen: duck, op, tap-tap-tap, duck igen. Byg op, eksploder. Man kan køre auto, men når sveden pibler – især til bosskampene – vil du styre slaget selv.

Det er overraskende skarpt, og du styrer alt med én hånd. Hvem angriber du? Hvornår skal ulten køres? Hvilket hold virker bedst? Ikke ligegyldigt – det kræver faktisk snilde.

Team-building er ikke bare statistik

Forvent at nørkle. Meget. Hver Nikke har sin rolle, type og signaturangreb. Nogle trækker fjenderne til sig, andre booster reload, andre smelter rustning. Og så er der dem, der bare lever for at smadre ting med manér.

Det bedste? Ikke kun tal. Du bygger flow. Kæder bursts sammen, stakker buffs, roder med rækkefølgen – team-synergi er alt. Det føles lidt som at løse en slåskamp–gåde, hvor brikkerne er hidsige anime-tøser.

Lineuppet ryger rundt hele tiden. Nye mission? Nyt hold. Irriterende boss? Tænk om igen.

Forudindstillingerne redder din dag. Ét tryk, nyt team. Det handler ikke om rå stats – men om at matche stemningen til kampen.

Historien overrasker – med følelser og dybde

De fleste gacha-fortællinger? Fyldvarer. Ondt firma, verdensfarlig superlaser, spids skurkefrisure. Nikke starter dér – du er Commander, menneskeheden i skjul, aliens kører showet. Fint nok.

Men så rammer det hurtigt. Folk dør. Nogle af dine folk dør. Andre stikker dig i ryggen. En Nikke opdager, hun bare er laboratoriets affaldsprodukt. En anden sidder fast i dagen, hvor hele hendes squad blev udslettet.

Ikke for sjov – vi snakker traumer, skyld, overlevelseskrise. Men det bliver aldrig kun trist. Der er stadig plat jokes, snackpauser, skæve venskaber. Det holder faktisk balancen ret flot.

Det vildeste: Du husker faktisk navnene på dem. Ikke bare "hende med raketarmen." Deres rigtige navne.

Gacha? Ja. Men på den fede måde.

Jep, den er god nok – Nikke er gacha. Ingen undskyldning. Du trækker med gems, tickets eller dårlig samvittighed. Ca. 4% chance for SSR – standard.

Men: Spillet er gavmildt fra start. Du får gode figurer bare for at logge ind og trykke på knapper. Der er "ønskeliste" og "pity"-system – så du er ikke helt prisgivet RNG’en.

Grind, det får du. Én dag : SSR-fest. Næste dag? 20 træk = intet brugbart. Klassisk gacha-psykose.

Men karaktererne gør, at du bliver hængende. Jaja, tegningerne er... modige. Men deres historier betyder noget. De vokser. Pludselig trækker du ikke kun for stats – men fordi du faktisk kan lide dem. Farligt territorium.

Outpost: Bunkerhygge og anime-Sims

Mellem kampene hænger du ud i din Outpost – dit eget HQ, hvor holdet chiller, grinder loot og opfører sig som rigtige mennesker. Ikke bare pynt.

Du kan bonde. Dialoger, statsboosts, mærkelige sidehistorier, der popper op, når du bliver tættere med dem. Det føles nærmest som et venskabssimulator, forsøgt smuglet ind i et skydespil.

Café, sovesal, gaver til holdet. Trivielt? Måske. Men faktisk hyggeligt. Og ja, der er outfits, hvor nogle lige præcis – eller ekstremt meget – går over stregen. Men du kan uden problemer ignorere den del, hvis det ikke lige er dig.

Stemningen? Taktisk RPG møder anime-Sims i overlevelsesbunker.

Bosskampe med bid – og vrede robotter

Bossfights? Ikke bare "skyd den store ting, til den vælter." De har rigtige mekanikker. De undviger, de smadrer, de straffer hvis du dovner.

Én boss tvinger dig til at skifte dækning, ellers får du tæsk. En anden sender dronesværme lige efter dit svageste medlem – som om den har en personlig vendetta.

Senere kommer skjolde, stuns, fase-skift – du blinker, går i panik og taber måske mobilen, når det koger. Men det er fedt – det bryder den monotone bølgegrind på den helt rigtige måde.

Du kan ikke bare zoner ud. Hold øje, kaffe frem, så kører det.

Kan man spille gratis? Ja, faktisk.

Kort sagt? Helt sikkert.

Ingen irriterende pop-ups. Ingen paywalls, der blokerer. Dér er shops, bundles, skins, energi-refills, ja, men de gemmer sig pænt væk – du bliver ikke overfaldet midt i kamp af "specialtilbud til 79 kr."

Events er gavmilde. Log ind og få rigtige ting. Ikke bare "tillykke, du trak vejret i dag"-mønter. Nogle af de stærkeste figurer kan du endda få bare ved at holde ud.

Monetiseringen er der, ja. Men den holder lav profil. Du klarer dig snildt – medmindre du vil dominere alt fra dag ét.

Konklusion: Ikke bare fanservice

Kigger du kun på artworket, tænker du sikkert jiggle og eksplosioner. Ja, det er der også. Men Nikke narrer dig: Den lokker med flotte effekter og sætter dig pludselig midt i følelsesladede historieark og taktiske bosskampe – "surprise!"

Du tror, du er immun. Så sidder du pludselig og diskuterer med dig selv om, hvem der skal med i bossfightet, og om Vesti virkelig fortjener flere ressourcer. Du husker cutscenes. Citerer mærkelige oneliners. Du tænker på robotter, selv når du ikke spiller.

Perfekt? Nej. Der er grind, ubalance, globale updates kører i slowmotion. Men alligevel: Det her spil fortjener din tid. Og lidt til.

Worst case? Du ser et missil komme ud af en piges knæstrømper. Best case? Du bliver faktisk lidt ramt på følelserne. Det er Nikke.