Honkai: Star Rail – Anmeldelse: Rumtog, gacha-guder og genial galskab

Hvem gider nakke dæmoner i en mørk grotte, når man kan give skæbnen tæsk med et baseballbat – i et rumtog?

Du ved, du er på vej ud i noget vanvittigt, når din første makker er en sølvhåret krigsforbryder med hukommelsestab, og din næste følgesvend er en lillebitte isprinsesse, der kan udslette planeten med ét fnys. Honkai: Star Rail spilder ikke tiden. Spillet tager fat i nakken på dig, kaster dig op i Astral Express, smider en magisk kølle i hånden på dig – og dumper dig direkte ned i et kollapsende univers. Fem minutter senere står du og tæver hukommelsesædende monstre, forsøger at undgå eksistentiel krise og har en alvorlig samtale om fri vilje – med en skraldespand. Vild start.

Min første boss? Et smukt kaos

Jeg gik kæk ind til min første boss og tænkte, "Jeg har spillet Genshin. Det her kører bare." Største fejl længe. Honkais turbaserede kampe ligner måske sunday chill, men de stikker som en dværgpindsvin i mikroovn. Du jonglerer elementer, energi, fjendens tur-rækkefølge... og forsøger ikke at få sved på panden.

Twistet? Hver figur får kun tre træk. Tre! Det er skak, hvis alle spillerne har fået for meget at drikke, og brættet står i flammer.

Jeg havde da selvfølgelig valgt NUL healers. Kun papfigurer med traumer. Det gik nogenlunde igennem to bølger, før en mech på størrelse med Fields' stormagasin trykkede os flade. Death-cutscene? A+ melodrama. Nul fortrydelse.

Din gruppe er et cirkus (og det er det fede)

Spillet vil have, du tager historien seriøst. Mærkeligt nok virker det. Hver figur er enten skræmmende dygtig eller lettere psykotisk – tit begge dele. Lightning-goth, rævebusinesskvinde på sidegesjæft, en robot med følelsesmæssig kilo-baggage og en munkedreng, der taler som en krakilsk lykkekage.

Det ene øjeblik er du filosofisk verdensopklarer, næste øjeblik kaster du snebolde efter en arrig mini-diktator. Intet burde fungere, men det gør det. Jeg forstår det ikke. Måske fordi spillet bare går all-in. Hver planet er sin egen sæbeopera i rummet, med sekter, kup og decideret snakkende sodavandsautomater.

Jo, det er F2P – og nej, du skal ikke pantsætte huset

Altså, jeg var klar på at ramme paywall’en. Men Star Rail? Nope. Her bliver du smidt om ørene med gratis pulls, og holdsammensætningen holder snittet. Jeg cruisede gennem min første planet med tutorial-holdet og en depressiv sygeplejerske med haglgevær. Solidt.

Men kigger du langt efter din anime-scythe-drømmepige, så må du væbne dig med enten tålmodighed eller MasterCard. Den del? Stadig ren gacha. Men du bliver aldrig reelt stoppet af grindet. Du bliver bare snedigere. Farm daglige materialer, find team-synergi, og kryds fingre for at RNGesus er med dig.

Det her spil tigger om screenshots

Det er nærmest uhøfligt, hvor lækkert det ser ud. Belobog lyser som en sci-fi-sneskytte. Luofu føles som en halvdrømmende anime-fantasi – designet, mens nogen var på koffein-binge og pastel-rus. Selv skraldefjender kunne figurere på et firmakort.

Karaktererne er brilliante. Ultimates ligner noget fra en Crunchyroll-trailer, og okay – nogle outfits er tydeligvis lavet til at sælge kropspuder, men hey, du har selv valgt anime-livet. Lev med det.

Jo, du skal grinde – men det er sjovere, end det lyder

Heads up: Star Rail går ned i tempo på et tidspunkt. Ikke som et lyn, der styrter til jorden. Mere á la: "Ellers – har du lyst til at farm’e relics til du siver sjæl ud?" Trailblaze Level sætter stopklods på historien, så du kommer til at cirkle rundt for mats, relic-ruller og den ene stack, der ALLTID glipper.

Men helt ærligt? Det kunne være værre. Spillet drysser nye systemer ind så roligt, du næsten ikke bemærker det. Update 3.0 fik ryddet gevaldigt op: mindre tjans, bedre stats, events du ikke skal slå op på Google for at deltage i.

Hvordan føles Star Rail egentlig at spille?

Forestil dig at sjippe med brandvarme kegler på et el-løbehjul – på Månen. Kaos? Ja. Faktisk. Man jonglerer svagheder, sparer ultimates til breakpoints, og samler skill points som om det var intergalaktiske rationeringsmærker.

Og pludselig... boom. Nu jagter du en kosmisk kylling, der tror, det er reinkarnationen af en planet. Det mærkelige? Man bliver ikke engang chokeret mere. Det der sjove stemningsskift er ikke en fejl. Det er meningen.

Konklusion: Skal du hoppe på Astral Express?

Det her spil er ét stort, glitrende paradoks. Gratis – men føles luksus. Turbaseret – men vipper dig konstant ud på kanten. Gacha – men alligevel rimelig fair? Spørg mig ikke, hvordan...

Er det perfekt? Nej. Det kan blive grindy. Historien glemmer nogle gange hvilket årti vi er i. Men for det meste er det genialt – og præcis tilpas vanvittigt.

Elsker du dine JRPG’s lidt (eller meget) japansk-skæve og stærkt kostumerede? Så køb billet. Og for guds skyld: Tag en healer med. Du kommer til at elske dig selv for det.